Årsberetning 2015

Årsberetning 2015 for perioden 1. januar 2015 – 31. december 2015

Hovedaktivitet
Fonden er en erhvervsdrivende fond, idet fonden ejer en væsentlig majoritet af aktierne i A/S Politiken Holding.

Fondens formål er gennem erhvervelse og besiddelse af aktier i A/S Politiken Holding og på anden måde dels at sikre og underbygge den fortsatte beståen af Dagbladet Politiken og Ekstra Bladet, dels igennem holdingvirksomhed at drive anden medievirksomhed og medierelateret virksomhed, og understøtte disse virksomheders udvikling på en sund og økonomisk basis.

Fondens formål er tillige at sikre, at Dagbladet Politiken og Ekstra Bladet ledes som uafhængige radikalt-soci¬alliberale blade og organer for dansk frisind i overensstemmelse med Politikens hidtidige traditioner. Fonden vælger chefredaktører for Dagbladet Politiken og Ekstra Bladet.

Fondens formål er endvidere at yde tilskud til kulturelle, presse- eller uddannelsesmæssige formål samt der¬med beslægtede opgaver.

Formålet er også - for højst 1 år ad gangen - at yde bevillingsmæssig støtte til tidligere funktionærer og redak¬tionelle medarbejdere med tilknytning til Dagbladet Politiken og Ekstra Bladet.

Udbetaling af dyrtidstillæg til fratrådte funktionærer og redaktionelle medarbejdere, respektive deres enker, sker efter de hidtil fulgte retningslinier angående bevillingsmæssige årlige dyrtidstillæg. Der tilkommer ikke de omhandlede funktionærer eller redaktionelle medarbejdere nogen ret til ydelser fra fonden, idet enhver udbe¬taling af dennes midler sker på rent bevillingsmæssig basis.

Resultat
Fondens resultat for 2015 er et overskud på 7,7 mio. kroner, der overføres til fondens kapital, der herefter samlet udgør 137,8 mio. kroner inklusiv hensættelse på 7,5 mio. kroner til uddelingsramme for 2016. Af fondens kapital er 95,9 mio. kroner bunden kapital.

Der er i året foretaget uddelinger for 5,4 mio. kroner fordelt med 3,2 mio. kroner til kulturelle formål, 1,3 mio. kroner til pressemæssige formål og 0,1 mio. kroner til sociale formål samt 0,8 mio. kroner til pensioner. Uddelingerne er modregnet i uddelingsrammen for 2015 på 7,0 mio. kroner. Af årets resultat overføres herefter 5,9 mio. kroner til uddelingsramme 2016, hvorefter denne udgør 7,5 mio. kroner.

Fondens indtægter udgøres af udbytte af aktier i A/S Politiken Holding og afkast af likvide midler placeret i værdipapirer. Udbytte fra A/S Politiken Holding udgør i 2015 4,5 mio. kr., mod 3,6 mio. kr. i 2014. Afkastet af værdipapirer er i 2015  4,7 mio. kr. svarende til 5,5 procent mod 6,7 mio. kr. svarende til 8,4 procent i 2014.

Forventninger til 2016
Resultatet før uddelinger forventes under indtryk af det fortsat lave renteniveau på obligationsmarkedet og et volatilt aktiemarked at blive lavere end i 2015.

Begivenheder efter regnskabsårets udløb
Der er fra balancedagen og frem til i dag ikke indtrådt forhold, som forrykker vurderingen af årsrapporten.

Redegørelser
I tilknytning til og som del af nærværende beretning afgiver fonden Redegørelse for god fondsledelse og Redegørelse for fondens uddelingspolitik.
Redegørelserne kan læses på fondens hjemmeside under adresserne:

http://politikenfonden.dk/static/lovpligtig-redegoerelse-for-god-fondsledelse-2015.pdf
http://politikenfonden.dk/static/lovpligtig-redegoerelse-for-fondens-uddelingspolitik-2015.pdf